
Hvad er en stifttand?
En stifttand er en god løsning, hvis man har en tand, der har mistet meget af selve tandkronen, men stadig har en intakt tandrod. En stifttand kan kun laves, hvis tanden er eller bliver rodbehandlet. Tandlægen har dermed mulighed for at opbygge en ny krone af plast eller porcelæn ved at sætte et metal- eller fiberstift fast i tandroden. Stiften fungerer som skelet for den nye tandkrone, og dermed har man fået en stifttand.
Årsagen til, at man får en stifttand, er typisk, at man har mistet store dele af sin tandkrone som følge af caries. Eksempelvis rodbehandlede tænder. Med en stifttand får man en tandkrone, der føles naturlig og kan matches i farven til dine naturlige tænder.
Hos tandlægen.dk er du altid i gode hænder. Her får du god vejledning og behandling i trygge rammer.
Stifttand eller tandimplantat – hvad skal jeg vælge?
Hvis din dårlige tand stadig har en intakt tandrod, er en stifttand som regel den bedste løsning. Den kræver et mindre indgreb end et implantat og er hurtigere og billigere at lave.
Men vær opmærksom på, at du har flere muligheder at vælge mellem. Din tandlæge vil kunne rådgive dig om, hvilken løsning der bedst passer til dit behov.
Her er dine behandlingsmuligheder, hvis du har mistet enten det meste af en tand eller hele tanden:
Hvis du har mistet det meste af din tandkrone på en tand, og såfremt tandroden stadig er intakt og sund, er en stifttand en god løsning. Her sætter tandlægen et lille metal- eller fiberstift i tandroden. Dermed kan den nye tand bygges op omkring stiften. Denne nye kunstige tandkrone kan farvetilpasses, så den ligner dine øvrige tænder.
Hvis du har mistet hele din tand inklusiv tandrod, så er et tandimplantat en mulighed. Et implantat er en kunstig tandrod, der sættes fast i kæbeknoglen. Tandimplantatet ligner en lille skrue. Den nye kunstige tandkrone af enten plast eller porcelæn sættes fast ovenpå implantatet. Denne nye tandkrone kan tilpasses i farven, så den ligner en almindelig tand.
Hvis de to tænder, der befinder sig på hver side af din mistede tand, er sunde og stærke, så er en tandbro en mulighed. En tandbro er en tandprotese, der fastgøres på nabotænderne, men ligner en almindelig tand.