Visdomstænder

Visdomstænder

Visdomstænder er de kindtænder, man får som ung voksen. Tænderne sidder bagerst i både over- og underkæbe. Man får 4 visdomstænder, men hos nogle mennesker bryder kun enkelte eller slet ingen af visdomstænderne frem. I nogle tilfælde bryder en visdomstand kun delvist frem.
Visdomstænder behøver ikke at være til gene. Såfremt de er fuldt frembrudt, kan de holde hele livet. Din tandlæge vil dog i visse tilfælde anbefale, at en visdomstand fjernes. Eksempelvis hvis visdomstanden slet ikke er frembrudt, eller den ofte er betændt.

At få trukket en visdomstand ud kræver under nogle omstændigheder en operation. Men uanset om der er tale om en almindelig tandudtrækning eller en kirurgisk operation, vil behandlingen foregå under lokalbedøvelse og dermed så smertefrit som muligt.
Læs mere om symptomer, behandling og gode råd om visdomstænder i de følgende tekster.

Hos tandlægen.dk har vi stor erfaring med behandling af visdomstænder også de mere svære tilfælde af tandudtrækning, der kræver kirurgi af en specialtandlæge.

Find din lokale tandlægen.dk her

En visdomstand er på vej op – hvad gør man?

Visdomstænder bryder frem, når man er omkring 16-25 år. De første tegn på, at de er på vej op er

  • – Smerte eller ømhed
  • – Hævelse, rødmen og evt. betændelse
  • – Besvær med at åbne munden helt
  • – Tænder flytter sig for at gøre plads
  • – Hovedpine og kæbesmerte (især hvis tanden bryder lidt skævt frem)
  • – Dårlig ånde eller dårlig smag i munden

Når en visdomstand er på vej op, er det vigtigt at holde området rent og fri fra madrester, så der ikke opstår tandkødsbetændelse. Hvis du har en delvist frembrudt visdomstand, og der eksempelvis opstår en lomme af tandkød ovenpå tanden bør du være særligt opmærksom. Der kan nemlig dannes grobund for bakterier og betændelse.

Læs mere om god mundhygiejne her.

Hvis du er i tvivl om, du har en delvist frembrudten visdomstand bør du kontakte en tandlæge.

Når en visdomstand er på vej op af kæben kan det være en langvarig proces og give anledning til vedvarende smerter i kæben. Der kan dog også være mange andre grunde til kæbesmerte.

Hvordan foregår udtrækning af en visdomstand?

Hvis en visdomstand er fuldt frembrudt, kan den fjernes via en almindelig tandudtrækning. Visdomstænderne i overkæben er typisk lettere at udtrække for tandlægen på grund af en blødere kæbeknogle. Visdomstænder i undermunden skal derimod oftere fjernes ved et kirurgisk indgreb.
Før udtrækning af en visdomstand bliver du lokalbedøvet, så hele indgrebet foregår så smertefrit som muligt.

Læs mere om lokalbedøvelse og andre former for smertedækning her.

Sådan udtrækkes en visdomstand:

  • Der foretages røntgenfotografering
  • Tandlægen trækker tanden ud
  • Hullet efter visdomstanden lukkes med 2-3 sting, og der tages et røntgenbillede til kontrol.’

Som patient bliver man instrueret i, hvordan man passer på såret i munden.
Det er helt naturligt, at der opstår hævelse og smerte efter fjernelse af en visdomstand. Der kan desuden komme lidt misfarvning af huden eller slimhinden på grund af blodansamling i området.
Heling efter fjernelse af en visdomstand vil ofte tage ca. 10-12 dage.

Læs mere om tandlægens gode råd efter fjernelse af en visdomstand her.

Operativ fjernelse af visdomstand

Kirurgisk fjernelse af en visdomstand kan især komme på tale, hvis tanden kun delvist eller slet ikke er frembrudt. Dette er oftere tilfældet med visdomstænder i underkæben, hvor rødderne er mere krumme. I svære tilfælde skal en udtrækning af en visdomstand udføres af en specialtandlæge eller en kæbekirurg.

Før en operativ fjernelse af visdomstanden bliver du lokalbedøvet, så hele indgrebet foregår så smertefrit som muligt.

Sådan foregår en kirurgisk fjernelse af en visdomstand:

  • Der foretages røntgenfotografering. I visse tilfælde med panoramarøntgen og tredimensionelle optagelser for mere præcist at kunne fastslå tandens beliggenhed.
  • Tandkirurgen lægger et snit og skubber tandkødet til side for at komme ned til kæbebenet.
  • Ofte deles visdomstanden og dens tandrødder i mindre stykker for at minimere mængden af kæbeknogle, der skal fjernes ved udtrækning af tanden.
  • Herefter skubbes eller trækkes visdomstanden tanden ud.
  • Hullet efter visdomstanden lukkes med 2-3 sting, og der tages et røntgenbillede til kontrol.
  • Som patient bliver man instrueres i, hvordan man passer på såret i munden.

Det er helt naturligt, at der opstår hævelse og smerte efter fjernelse af en visdomstand. Der kan også komme lidt misfarvning af huden eller slimhinden på grund af blodansamling.

Helingsperioden efter en operativ fjernelse af en visdomstand vil ofte være ca. 10-12 dage. Herefter vil tandlægen fjerne evt. tråde.

Læs mere om tandlægens gode råd efter fjernelse af en visdomstand her.

Hos tandlægen.dk har vi stor erfaring med behandling af visdomstænder også de mere svære tilfælde af tandudtrækning, der kræver kirurgi af en specialtandlæge.

Find din nye tandklinik her

Hvad koster det at få fjernet en visdomstand?

Prisen og det offentlige tilskud på en lang række behandlinger hos tandlæger, herunder fjernelse af visdomstænder, er fastlagt i et samarbejde mellem Danske Regioner og Tandlægeforeningen. Det betyder, at prisen er ens, uanset hvilken tandlæge, du vælger.

Når det gælder større behandlinger, herunder operativ udtrækning af visdomstænder, får du hos tandlægen.dk altid et uforpligtende behandlingsforslag med prisoverslag. Dermed kan du trygt tage stilling til både pris og behandling.

Har du brug for en betalingsordning?
Hos tandlægen.dk kan du dele betalingen for behandling af en visdomstand op på en række faste månedlig ydelser, så udgiften bliver mere overkommelig.
Tandlægen.dk har indgået samarbejde med Resurs Bank. Læs mere om mulighederne for en nem og overskuelig afdragsordning her.

Har man smerter efter fjernelse af en visdomstand?


Uanset om din visdomstand fjernes ved almindelig tandudtrækning eller en kirurgisk operation, så foregår indgrebet altid under lokalbedøvelse og dermed så smertefrit som muligt.

Har du tandlægeskræk? Læs mere om tryg og omsorgsfuld behandling hos tandlægen.dk her.

Når lokalbedøvelsen aftager, vil man ofte føle smerte og ømhed, hvor visdomstanden har siddet. Derfor får du altid smertestillende medicin med hjem fra tandlægen til det første døgn. Ømhed og smerter efter en fjernelse af en visdomstand kan vare op til 2 uger.
Oplever du imidlertid en dunkende smerte, som stråler ud i kæben og måske helt op til øret, bør du kontakte din tandlæge. Muligvis kan der være tale om en såkaldt ”dry socket”, som nogle gange opstår 3-5 dage efter en kirurgisk fjernelse af en visdomstand i underkæben. I dette tilfælde vil smertestillende medicin i håndkøb ikke være tilstrækkeligt til at lindre smerten.


Hvad er symptomerne på betændelse i en visdomstand?

En betændt visdomstand( også kaldet perikoronitis) opstår ofte, hvis tanden kun delvist er frembrudt. Derved kan noget tandkød overlappe og skabe grobund for bakterier og betændelse omkring visdomstanden. Det gælder hyppigst visdomstænder i underkæben.
Symptomer på en betændt visdomstand skyldes ofte betændelse i slimhinden omkring visdomstanden. Man vil ofte opleve rødme, hævelse og tandpine. Der kan også forekomme smerter i kæben og lymfeknuderne på halsen kan blive ømme og forstørrede.

  • Ømhed eller smerte
  • Kæbesmerte
  • Hævet tandkød (og evt. lymfeknuder på halsen)
  • Rødme i tandkødet
  • Dårlig ånde
  • Dårlig smag i munden
  • Synkebesvær
  • Svært ved at åbne munden
  • Ondt i halsen

Oplever du disse tegn på infektion i en visdomstand, bør du kontakte din tandlæge.

Gode råd om mundhygiejne, hvis du har en betændt visdomstand:

  • Tandtråd og tandbørstning
  • Mundskyl 2 gange dagligt klorhexidin eller brintoverilte.
  • Regelmæssig tandrensning

 

Hvordan behandles en betændt visdomstand?

Betændelse omkring en visdomstand (kaldet perikoronitis) opstår ofte, hvis tanden kun delvist er frembrudt. Derved kan noget tandkød overlappe visdomstanden og skabe grobund for bakterier og betændelse.
Som oftest vil tandlægen starte med tage et røntgenbillede af din visdomstand. Hvis det vurderes, at der tale om en mild betændelse, og at der samtidig er gode muligheder for, at visdomstanden vil bryde helt frem, vil tandlægen ikke nødvendigvis anbefale, at visdomstanden fjernes.

Betændelsen i visdomstanden kan i stedet blive behandlet ved:

    • – At tandlægen skyller under visdomstandens slimhinde
    • – At du forbedrer din mundhygiejne
    • – At du tager smertestillende medicin
    • – At du tager antibiotika (ved mere omfattende betændelse)

Hvis din tandlæge vurderer at risikoen for, at betændelsen kommer igen, vil anbefalingen dog ofte være at få fjernet visdomstanden.

Hvornår er fjernelse af visdomstanden nødvendig?

Visdomstænder behøver ikke altid være til gene. Der kan dog være gode grunde til tandlægen anbefaler fjernelse af en visdomstand.

Tilfælde, hvor en visdomstand bør fjernes:

  • Hvis visdomstanden er svær at holde ren, så tandkødet ofte er hævet eller betændt
  • Hvis der opstår hulrum efter frembruddet af visdomstanden, så der opstår betændelse
  • Hvis visdomstanden giver problemer med renholdelse af tilstødende tænder, hvilket kan føre til parodontose
  • Hvis tandkødet omkring visdomstanden (især i underkæben) er løsere end ved de øvrige tænder, hvilket kan være årsag til inflammation
  • Hvis der opstår huller i visdomstanden eller nabotanden.
  • Hvis der er pladsproblemer, så visdomstanden ikke kan bryde helt frem.
  • Hvis visdomstanden besværliggør tandregulering
  • Hvis visdomstanden forhindrer, at du kan bide ordentligt sammen. Eksempelvis hvis den vender forkert, så tyggefladen ikke vender opad.
  • Hvis du lider af nedsat immunforsvar

Tilfælde hvor visdomstanden skal fjernes:

  • Hvis der er en cyste eller tumor omkring visdomstanden
  • Hvis visdomstanden slet ikke er frembrudt og generer nabotanden.

I hvilken alder bør visdomstanden fjernes?

Hvis tandlægen anbefaler, at man får fjernet en visdomstand, bør det helst foretages i en ung alder – gerne omkring 25 år. Erfaringer viser, at de efterfølgende smerter og komplikationer er mindre, men man er ung og har mere smidige knogler og bedre blodforsyning

Find din lokale tandlægen.dk her

Har du fået fjernet en visdomstand?

Uanset om du har fået fjernet en visdomstand ved et en kirurgisk operation eller som en almindelig tandudtrækning, er det vigtigt at følge tandlægens gode råd i dagene efter indgrebet.Her er hvad du selv kan gøre, for at din tandudtrækning heles så hurtigt og smertefrit som muligt.

Efter fjernelse af en visdomstand bør du børste tænder og bruge mundskyl med forsigtighed. I den første uge må du ikke børste området, hvor visdomstanden sad.

Du bør undgå at skylle munden kraftigt den første dag, efter din visdomstand er blevet fjernet. Skyl munden forsigtigt med 0,2 % klorhexidin eller brintoverilte, hvilket også tager en evt. dårlig smag i munden. Dette gør du 3 gange dagligt i 1-2 uger.

Det er helt normalt med lidt blodsmag og blod i munden den første dag efter fjernelsen af en visdomstand. Hvis det fortsætter med at bløde, så læg et kompres af gaze på operationsstedet og bid sammen i ca. ½ time for at standse blødningen.

Hvis blødningen ikke ophører eller det pludseligt bløder meget bør du kontakte din tandlæge.

Undgå at spise de første par timer efter fjernelse af en visdomstand. Resten af dagen bør du undgå meget varmt mad og drikke samt meget krydret mad. Vi anbefaler kold, flydende kost det første døgn. Drikkevarer bør være uden kulsyre, og du bør ikke drikke af et sugerør. Efter det første døgn kan du spise normalt, men du skal undgå at tygge med den side, hvor visdomstanden sad. Skyl munden med mundskyl, efter du har spist.

Hævelse er normalt efter en visdomstand er enten udtrykket eller fjernet ved kirurgisk operation. Der vil dog ikke være tale om infektion eller betændelse.

Du kan mindske hævelsen ved at lægge et koldt omslag på kinden den første dag. Omslaget kan laves af is eller andre frosne ting, der pakkes ind i eksempelvis et viskestykke. Brug kolde omslag max. tre gange om dagen af 20 minutters varighed.

De første par dage bør du undgå hård fysisk aktivitet som sport, træning, løb og cykling. Dette for at standse blødningen og give såret ro til at heles.

Du bør undgå at ryge efter en tandudtrækning eller kirurgisk operation i munden. Undersøgelser viser, at såret er længere tid om at hele, og der kommer flere smerter efter operationen, hvis man ryger.

Tandlæge Niels Madsen
Lyngby

Denne artikel er forfattet i samarbejde med tandlæge Niels Madsen

{{infoWindowItem.city}}
{{infoWindowItem.address}}
{{infoWindowItem.zip}}
Zoom med fingrene på kortet
Find nærmeste klinik