Tandkirurgi

Visdomstænder

De bagerste blivende tænder, populært kaldet visdomstænder, anbefales i mange tilfælde fjernet af tandlægen.

Af uransagelige grunde er der ofte pladsproblemer for disse tænder. Desuden er tandkødet omkring visdomstænderne ofte løsere end de øvrige tænder – især i underkæben – og der kommer lettere betændelse og bakterier, som giver problemer.
Endelig kan de anatomiske forhold medføre, at en visdomstand giver den vigtigere tand foran problemer med renholdelse, og dermed kan denne tand  blive løs, få parodontose og/eller caries.

Beslutter tandlægen at anbefale en fjernelse af en visdomstand, bør det gøres i en ung alder – gerne omkring 25 år – da erfaringerne viser, at de efterfølgende smerter og komplikationer er mindre, når man er ung og har en mere smidig knogle og bedre blodforsyning.

Visdomstænderne i overkæben er lettere at fjerne for tandlægen på grund af en blødere knogle. Underkæbens visdomstænder er ofte helt eller delvist ufrembrudte (retinerede) og indlejret i knoglen.
Rødderne er mere krumme end andre tænder og kræver ofte stor kirurgisk erfaring fra tandlægens side. En yderligere komplicerende faktor i underkæben er en stor nerve, som passerer i kæben under kindtænderne, og som kirurgen selvfølgelig må tage hensyn til for ikke at beskadige.
Tandlægen må ofte sy såret sammen efter den kirurgiske fjernelse af tanden, og derfor oplever patienten hævelse i dagene efter.

Det er nødvendigt at få foretaet røntgenfotografering inden tandlægen kan fjerne visdomstanden kirurgisk. I visse tilfælde er mere avancerede optagelser med panoramarøntgen og tredimensionelle optagelser (Cone Beam CT-scanning) nødvendige for præcist at kunne fastslå tandens beliggenhed i forhold til de omkringliggende strukturer.

Rodspidsamputation og retrograd rodfyldning

En rodspidsamputation er et mindre kirurgisk indgreb, hvor tandlægen åbner op til en tands rodspids, hvor der er betændelse, overskærer rodspidsen og fjerner den. Efterfølgende lukker tandlægen forbindelsen ind til rodkanalen med en lille fyldning, dette kaldes  en retrograd rodfyldning.

Tænders udformning og anatomi varierer fra person til person, og det er derfor ikke alle anatomiske tandvariationer, som tandlægen kan behandle med de teknikker og medikamenter, som tandlægen har til rådighed i dag.Det betyder, at nervevæv efterlades utilsigtet i en rodspids, og derved giver næring til bakteriel vækst og infektion i en rodspids og den tilstødende kæbeknogle.

Den hyppigste indikation for en rodspidsamputation opstår derfor, når en rodbehandling ikke er lykkedes og forårsager betændelse.

En anden årsag til infektion kan være, hvis en tand utilsigtet bliver fejlinstrumenteret under en almindelig rodbehandling og derved beskadiges med efterfølgende infektion til følge.

Operationstypen kan også anvendes i de sjældne tilfælde, hvor patientens egen krop begynder at nedbryde en tand lokalt udefra (benævnt en ekstern resorption).

En inficeret tand kan give kraftige smerter, men paradoksalt nok også være symptomfri, selv om infektionen har forårsaget omfattende knogletab lokalt. Cystedannelse og/eller bylder ses desværre også regelmæssigt.

Tandlægen foretager rodspidsamputation og retrograd rodfyldning, hvis den inficerede tand skal bevares. Alternativt vil patienten miste tanden.

Ved operationen vil tandlægen forsøge at fjerne inficeret væv og den del af tanden, der forårsager infektionen. Desuden vil tandlægen forsøge at forsegle snitfladen på den tilbageværende tand, så eventuelle restbakterier i tanden indkapsles. Hvis det lykkes, vil det omgivende væv kunne læge sig selv, og patienten kan bevare tanden.

Operationen efterlader tanden fuldt ud funktionsdygtig efter få ugers heling, og tanden vil ikke fremstå synligt anderledes efter operationen, da indgrebet er rettet mod den del af tanden, der sidder dybt i kæben – altså spidsen af roden.

Tanden følges i op til fire år efter operationen.

I følge faglitteraturen er succesraten på disse indgreb mellem 60-90%. Prognosen afhænger af kirurgens erfaring, tandens type, form og placering i munden. Her er de bagerste, flerrodede tænder de mest vanskelige. Nye operationsteknikker og materialer er med til at forbedre prognosen.