Implantater - nye tænder med tandimplantater

tandlægen.dk Lyngby Svanen

I vores forældres eller bedsteforældres tid har mange levet med en aftagelig tandprotese, hvis de havde mistet deres egne tænder, f.eks. pga. paradentose eller anden tandsygdom. Det er heldigvis ikke længere nødvendigt. For i mere end 45 år har vi kunnet operere kunstige rødder ind i kæberne –
dét vi også kalder implantater

Hvad er et tandimplantat?

Implantater kan erstatte en eller flere manglende tænder.
Implantatet er en lille metalskrue, som erstatter din mistede tandrod. Implantatet er lavet af det naturligt forekommende metal titanium.

Titanium er biokompatibelt, det vil sige, at din krop ikke reagerer allergisk overfor titanium, men derimod ”tror” skruen er en del af den selv, således at knogleceller fra kæben gror fast på overfladen af implantatet. På den måde vil tandimplantatet komme til at sidde fast i din kæbe efter en helingstid på normalt 8-12 uger.

Når tandimplantatet sidder fast, kan det overtage den oprindelige tandrods funktion.
Der kan monteres nye tænder i form af kroner eller broer på tandimplantatet, eller hvis du har tandproteser kan tryklåse montres på tandimplantaterne og på den måde fastholde dine tandproteser.

Forundersøgelse inden behandlingen

Inden din implantat behandling går i gang, laver vi en grundig undersøgelse af din mund, kæber og tænder, som sammenholdes med en røntgenundersøgelse af dine kæber og tænder.

Røntgenundersøgelsen kan være de små røntgenbilleder, du kender fra almindelig tandbehandling, men ofte vil der være behov for et større oversigtsbillede, hvor tandlægen kan se hele din kæbe med tænder, bihuler, nerver osv.
Andre gange laves 3D CT røntgen scanning eller foto-scanninger for at undersøge forholdene til bunds.

Forundersøgelserne er grundlaget for, at vi kan planlægge den bedste behandling for dig.

Vi udarbejder og skriver en behandlingsplan og giver dig et overblik over den fulde pris på behandlingen, som du tager stilling til og godkender, før vi går i gang.

Hvornår har jeg brug for implantater?

Det er en god ide at overveje tandimplantater

  • Hvis du mister en eller flere tænder
  • Hvis du mangler flere tænder, og en bro ikke kan fremstilles
  • Hvis du har flere intakte nabotænder til en mistet tand, som ved fremstilling af bro må beslibes meget
  • Hvis du ikke ønsker en aftagelig løsning (protese), men noget som sidder permanent fast
  • Hvis du mangler alle tænder og ikke ønsker en helprotese
  • Hvis alle dine tænder mangler, og en helprotese ikke sidder ordentligt fast, kan protesen fastholdes af bare 2-4 implantater

Er du nervøs eller lider af tandlægeskræk, – som mange?

Kan vi tilbyde dig en afslappende pille, som du skal tage en time før behandling. Den giver dig ro og afslappethed, som med lokalbedøvelsen giver dig en god og positiv oplevelse.

Har du brug for en stor og langvarig behandling med mange tandimplantater, er det en god ide at tage en afslappende pille, også selvom du ikke er nervøs.

Synes du ikke, en beroligende pille er nok, kan nogle klinikker tilbyde behandling i narkose. I dag kan du få behandling i narkose og være klar i hovedet og uden kvalme blot 15-20 minutter efter, behandlingen er afsluttet.

Smerter

Du vil som udgangspunkt ikke have smerter efter en tandimplantat operation. Det er der ikke mange, som tror på, før de selv har prøvet det, men det er ikke desto mindre rigtigt.

Nogen vil hæve efter operationen, og derfor kan det være en god ide at alliere sig med en ispose det første døgn efter operationen. Hævelsen varer i gennemsnit 2-4 dage og forbered dig på, der kommer et blåt mærke efterfølgende, men det forsvinder igen.

Midlertidige tænder

Vi kan altid tilbyde dig midlertidige tænder, hvis du har behov for det. Du skal med andre ord ikke gå rundt og mangle f.eks. en fortand i flere uger.

 

Heling

I de fleste tilfælde kontrolleres behandlingen efter 1-2 uger.
Derefter er det optil dig og din krop at hjælpe den naturlige og biologiske heling på vej de næste 8-12 uger.

Tænder

Når tandlægen vurderer, at helingen er afsluttet, kan tandlægen forberede de tænder, der skal monteres på tandimplantaterne.

Der skal tages mål af dine tænder, tandkød, bidforhold, tandfarver og tandimplantater. Det kan foregå enten med silikone aftryk eller elektronisk scanning.

Informationerne sendes til et tandteknisk laboratorium, som fremstiller de tænder, som skal monteres på implantaterne. Tænderne fremstilles typisk i porcelæn med titanium eller zirkonium som underlag.

Porcelænstænderne er tilbage fra laboratoriet efter 1-3 uger afhængig af behandlingens omfang og kan nu monteres i munden.

Vedligeholdes af tænder på tandimplantater

Du vil få en grundig instruktion i det daglige vedligehold af dine nye tænder.
Den daglige hygiejne er ikke væsentlig forskellig fra den, du kender fra dine naturlige tænder.

Grundig tandbørstning og renhold af mellemrummene mellem tænderne giver dig et godt resultat på langt sigt.

 

Faktorer som kan forringe implantatets holdbarhed:

 Rygning
 Parodontose
Svag knogle
 Dårlig mundhygiejne
 Udskudte eller glemte kontrolbesøg

Kontrolbesøg er vigtige

fordi vi kan opdage mange problemer, mens de er små og som vi stadig kan nå at korrigere - inden de bliver store.

Kontakt din tandlæge hos tandlægen.dk og hør om dine muligheder

(FAQ) Spørgsmål og svar om implantater

Da de er lavet af metal og tænderne af porcelæn, kan du ikke få huller eller rodbetændelser i de nye tænder, men man kan faktisk godt få en form for parodontose i tandkød og knogle omkring tandimplantatet. Du skal være særligt påpasselig hvis du har mistet din oprindelige tand eller tænder pga. parodontose.

I alle tilfælde er det vigtigt du giver de nye tænder god daglig pleje og kommer til regelmæssige kontroller.
På den måde kan du forebygge parodontosen og så kan dine tandimplantater holde i mange år.

Tandimplantatbehandling er en af de sikreste medicinske behandlingsformer, med den bedste langtidsprognose.
Selv hvis du lider af en kronisk sygdom, vil det i langt de fleste tilfælde være muligt at gennemgå en tandimplantatbehandling.

Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du er tvivl, så kan vi i samarbejde med dig og din læge finde ud af hvilken løsning, der vil være bedst for dig.
På verdensplan er der endnu ingen, som er testet positive for allergi overfor titanium implantater.

Det er helt normalt, at din kæbeknogle trækker sig tilbage de steder, hvor du mangler tænder. Når du tygger på en tand, giver vibrationerne i tanden signal til kæbeknoglen, om at den skal forny sig. På den måde kan kæbeknoglen blive ved med at modstå de kræfter, som tanden, der sidder fast i kæbeknoglen, udsættes for.

Når du mister din tand får kæbeknoglen ikke signal om, at den skal forny sig og trækker sig derfor langsomt tilbage. I mange tilfælde vil der dog stadig være nok kæbeknogle til, at der kan placeres et tandimplantat i kæben der, hvor den mistede tand før har siddet. Har du ikke nok kæbeknogle, kan vi ved knoglegenopbygning og/eller knogleflytning skabe de forhold som indsættelse af tandimplantater kræver. Når din tandimplantats tand er i funktion, vil tygning på tanden stimulere kæbeknoglen helt normalt, så den ikke trækker sig yderligere tilbage.

Mangler du f.eks 3 tænder ved siden af hinanden, behøver du ofte kun 2 implantater, som indsættes så de erstatter den forreste og bageste manglende tandrod. # sammenhængende tænder kan monteres på de 2 tandimplantater og på den måde lukke tandrækken igen. En sådan konstruktion kaldes en bro. Du behøver altså ikke et tandimplantat for hver manglende tand.

Mangler du 5 tænder ved siden af hinanden, vil 3 tandimplantater ofte kunne bære 5 sammenhængende tænder. En hel overmund med 12 manglende tænder kan således bæres af 6-8 tandimplantater. En sådan konstruktion kaldes en fuldbro.

Har du haft tandproteser i mange år, vil du opleve, at din gumme (kæbeknoglen) trækker sig mere og mere tilbage. Med det resultat, at du får tiltagende sværere og sværere ved  at styre dine tandproteser. Du vil måske kunne nikke genkendende til følgende udsagn:

  • Jeg er nødt til at brug proteselim, for at undgå at min tandprotese falder ned
  • Jeg får madrester under tandprotesen og må rense protesen efter hvert måltid
  • Jeg undgår flere og flere madretter, fordi jeg ikke kan tygge dem
  • Jeg går mindre og mindre ud og spiser med familie og venner
  • Jeg får hyppigt tryksår fra mine tandproteser
  • Jeg føler mig socialt hæmmet, fordi jeg ikke tør tale af frygt for tandprotesen løsner sig

Indsættelse af implantater i over- og underkæbe, som forsynes med tryklåse, vil dels kunne give dig faste tænder, men også modvirke, at dine gummer trækker sig yderligere tilbage.

Hvis du mister dine tænder pga. parodontose kan tryklås proteser være en god løsning. De sidder fast og er samtidigt nemme at renholde, så du ikke også får parodontose på dine tandimplantater.
Tryklåsproteser til overmunden kan fremstilles således at ganen er fri og ikke dækket til som på en almindelig tandprotese. En fri gane giver en mærkbart bedre smagsoplevelse, til stor glæde for dig.

  • Din oprindelige tandsituation bliver rekonstrueret
  • Faste tænder giver dig en naturlig følelse af sikkerhed
  • Din kæbeknogle nedbrydes ikke
  • Dine nabotænder belastes ikke

1-2 procent af alle børn mangler det genetiske anlæg for de 2 små fortænder, hvilket kan medføre store problemer med udtale og tygning. Ofte er det også generende for udseendet. Fortænderne er den vigtigste komponent i dit vindue til omverdenen – nemlig dit smil.

Som en løsning på dette problem anbefaler vi typisk tandregulering kombineret med tandimplantatbehandling.

Tandimplantatbehandlingen planlægges allerede i barneårene. Tandreguleringen koordineres med tandimplantatbehandlingen, således at der skabes den nødvendige plads til de manglende små fortænder.
Når barnet er blevet voksent og kæberne er fuldt udviklede, kan tandimplantatbehandlingen gennemføres. Denne behandlingsløsning sikrer, at tandrækken får et naturligt udseende.

Nogle danske regioner betaler disse behandlinger, andre tilbyder selv at udføre disse behandlinger. Vi kan udføre behandlingen og give dig råd og vejledning.

Find nærmeste klinik
{{infoWindowItem.title}}
{{infoWindowItem.address}}
{{infoWindowItem.zip}}
  • {{item.title}}, {{item.address}}, {{item.zip}} ({{item.distanceText}}) Gå til klinik
Denne artikel om implantater er lavet i samarbejde med tandlæge Peter Gade og tandlæge Niels Pade
Tandlæge Peter Gade
tandlægen.dk Forum
Tandlæge Niels Pade
tandlægen.dk Odense Centrum og tandlægen.dk Middelfart