
Visdomstænder
Visdomstænder er de kindtænder, man får som ung voksen. Tænderne sidder bagerst i både over- og underkæbe. Man får 4 visdomstænder, men hos nogle mennesker bryder kun enkelte eller slet ingen af visdomstænderne frem. I nogle tilfælde bryder en visdomstand kun delvist frem.
Visdomstænder behøver ikke at være til gene. Såfremt de er fuldt frembrudt, kan de holde hele livet. Din tandlæge vil dog i visse tilfælde anbefale, at en visdomstand fjernes. Eksempelvis hvis visdomstanden slet ikke er frembrudt, eller den ofte er betændt.
At få trukket en visdomstand ud kræver under nogle omstændigheder en operation. Men uanset om der er tale om en almindelig tandudtrækning eller en kirurgisk operation, vil behandlingen foregå under lokalbedøvelse og dermed så smertefrit som muligt.
Læs mere om symptomer, behandling og gode råd om visdomstænder i de følgende tekster.
Hos tandlægen.dk har vi stor erfaring med behandling af visdomstænder også de mere svære tilfælde af tandudtrækning, der kræver kirurgi af en specialtandlæge.
Indholdsfortegnelse
- En visdomstands er på vej – hvad gør man?
- Hvad er symptomerne på en betændt visdomstand?
- Hvordan behandles en betændt visdomstand?
- Hvornår skal en visdomstand fjernes?
- Hvordan udtrækkes en visdomstand?
- Hvordan udtrækkes en visdomstand kirurgisk?
- Er udtrækning af en visdomstand smertefuldt?
- Hvad koster det at få behandlet en visdomstand?
- Gode råd, når du har fået fjernet en visdomstand
En visdomstand er på vej op – hvad gør man?
Visdomstænder bryder frem, når man er omkring 16-25 år. De første tegn på, at de er på vej op er:
- Smerte eller ømhed
- Hævelse, rødmen og evt. betændelse
- Besvær med at åbne munden helt
- Tænder flytter sig for at gøre plads
- Hovedpine og kæbesmerte (især hvis tanden bryder lidt skævt frem)
- Dårlig ånde eller dårlig smag i munden
Når en visdomstand er på vej op, er det vigtigt at holde området rent og fri fra madrester, så der ikke opstår tandkødsbetændelse. Hvis du har en delvist frembrudt visdomstand, og der eksempelvis opstår en lomme af tandkød ovenpå tanden bør du være særligt opmærksom. Der kan nemlig dannes grobund for bakterier og betændelse.
Læs mere om god mundhygiejne her.
Hvis du er i tvivl om, du har en delvist frembrudten visdomstand bør du kontakte en tandlæge.
Når en visdomstand er på vej op af kæben kan det være en langvarig proces og give anledning til vedvarende smerter i kæben. Der kan dog også være mange andre grunde til kæbesmerte.
Hvad er symptomerne på betændelse i en visdomstand?
En betændt visdomstand( også kaldet perikoronitis) opstår ofte, hvis tanden kun delvist er frembrudt. Derved kan noget tandkød overlappe og skabe grobund for bakterier og betændelse omkring visdomstanden. Det gælder hyppigst visdomstænder i underkæben.
Symptomer på en betændt visdomstand skyldes ofte betændelse i slimhinden omkring visdomstanden. Man vil ofte opleve rødme, hævelse og tandpine. Der kan også forekomme smerter i kæben og lymfeknuderne på halsen kan blive ømme og forstørrede.
Symptomer på betændelse i en visdomstand:
- Ømhed eller smerte
- Kæbesmerte
- Hævet tandkød (og evt. lymfeknuder på halsen)
- Rødme i tandkødet
- Dårlig ånde
- Dårlig smag i munden
- Synkebesvær
- Svært ved at åbne munden
- Ondt i halsen
Oplever du disse tegn på infektion i en visdomstand, bør du kontakte din tandlæge.
Gode råd om mundhygiejne, hvis du har en betændt visdomstand:
- Tandtråd og tandbørstning
- Mundskyl 2 gange dagligt klorhexidin eller brintoverilte.
- Regelmæssig tandrensning
Hvordan behandles en betændt visdomstand?
Betændelse omkring en visdomstand (kaldet perikoronitis) opstår ofte, hvis tanden kun delvist er frembrudt. Derved kan noget tandkød overlappe visdomstanden og skabe grobund for bakterier og betændelse.
Som oftest vil tandlægen starte med tage et røntgenbillede af din visdomstand. Hvis det vurderes, at der tale om en mild betændelse, og at der samtidig er gode muligheder for, at visdomstanden vil bryde helt frem, vil tandlægen ikke nødvendigvis anbefale, at visdomstanden fjernes.
Betændelsen i visdomstanden kan i stedet blive behandlet ved:
-
- At tandlægen skyller under visdomstandens slimhinde
- At du forbedrer din mundhygiejne
- At du tager smertestillende medicin
- At du tager antibiotika (ved mere omfattende betændelse)
Hvis din tandlæge vurderer at risikoen for, at betændelsen kommer igen, vil anbefalingen dog ofte være at få fjernet visdomstanden.
Hvornår er fjernelse af visdomstanden nødvendig?
Visdomstænder behøver ikke altid være til gene. Der kan dog være gode grunde til tandlægen anbefaler fjernelse af en visdomstand.
Tilfælde, hvor en visdomstand bør fjernes:
- Hvis visdomstanden er svær at holde ren, så tandkødet ofte er hævet eller betændt
- Hvis der opstår hulrum efter frembruddet af visdomstanden, så der opstår betændelse
- Hvis visdomstanden giver problemer med renholdelse af tilstødende tænder, hvilket kan føre til parodontose
- Hvis tandkødet omkring visdomstanden (især i underkæben) er løsere end ved de øvrige tænder, hvilket kan være årsag til inflammation
- Hvis der opstår huller i visdomstanden eller nabotanden.
- Hvis der er pladsproblemer, så visdomstanden ikke kan bryde helt frem.
- Hvis visdomstanden besværliggør tandregulering
- Hvis visdomstanden forhindrer, at du kan bide ordentligt sammen. Eksempelvis hvis den vender forkert, så tyggefladen ikke vender opad.
- Hvis du lider af nedsat immunforsvar
Tilfælde hvor visdomstanden skal fjernes:
- Hvis der er en cyste eller tumor omkring visdomstanden
- Hvis visdomstanden slet ikke er frembrudt og generer nabotanden.
I hvilken alder bør visdomstanden fjernes?
Hvis tandlægen anbefaler, at man får fjernet en visdomstand, bør det helst foretages i en ung alder – gerne omkring 25 år. Erfaringer viser, at de efterfølgende smerter og komplikationer er mindre, men man er ung og har mere smidige knogler og bedre blodforsyning
Find din lokale tandlægen.dk her

Hvordan foregår udtrækning af en visdomstand?
Hvis en visdomstand er fuldt frembrudt, kan den fjernes via en almindelig tandudtrækning. Visdomstænderne i overkæben er typisk lettere at udtrække for tandlægen på grund af en blødere kæbeknogle. Visdomstænder i undermunden skal derimod oftere fjernes ved et kirurgisk indgreb.
Før udtrækning af en visdomstand bliver du lokalbedøvet, så hele indgrebet foregår så smertefrit som muligt.
Læs mere om lokalbedøvelse og andre former for smertedækning her.
Sådan udtrækkes en visdomstand:
- Der foretages røntgenfotografering
- Tandlægen trækker tanden ud
- Hullet efter visdomstanden lukkes med 2-3 sting, og der tages et røntgenbillede til kontrol.’
Som patient bliver man instrueret i, hvordan man passer på såret i munden.
Det er helt naturligt, at der opstår hævelse og smerte efter fjernelse af en visdomstand. Der kan desuden komme lidt misfarvning af huden eller slimhinden på grund af blodansamling i området.
Heling efter fjernelse af en visdomstand vil ofte tage ca. 10-12 dage.
Læs mere om tandlægens gode råd efter fjernelse af en visdomstand her.
Operativ fjernelse af visdomstand
Kirurgisk fjernelse af en visdomstand kan især komme på tale, hvis tanden kun delvist eller slet ikke er frembrudt. Dette er oftere tilfældet med visdomstænder i underkæben, hvor rødderne er mere krumme. I svære tilfælde skal en udtrækning af en visdomstand udføres af en specialtandlæge eller en kæbekirurg.
Før en operativ fjernelse af visdomstanden bliver du lokalbedøvet, så hele indgrebet foregår så smertefrit som muligt.
Sådan foregår en kirurgisk fjernelse af en visdomstand:
- Der foretages røntgenfotografering. I visse tilfælde med panoramarøntgen og tredimensionelle optagelser for mere præcist at kunne fastslå tandens beliggenhed.
- Tandkirurgen lægger et snit og skubber tandkødet til side for at komme ned til kæbebenet.
- Ofte deles visdomstanden og dens tandrødder i mindre stykker for at minimere mængden af kæbeknogle, der skal fjernes ved udtrækning af tanden.
- Herefter skubbes eller trækkes visdomstanden tanden ud.
- Hullet efter visdomstanden lukkes med 2-3 sting, og der tages et røntgenbillede til kontrol.
- Som patient bliver man instrueres i, hvordan man passer på såret i munden.
Det er helt naturligt, at der opstår hævelse og smerte efter fjernelse af en visdomstand. Der kan også komme lidt misfarvning af huden eller slimhinden på grund af blodansamling.
Helingsperioden efter en operativ fjernelse af en visdomstand vil ofte være ca. 10-12 dage. Herefter vil tandlægen fjerne evt. tråde.
Læs mere om tandlægens gode råd efter fjernelse af en visdomstand her.
Hos tandlægen.dk har vi stor erfaring med behandling af visdomstænder også de mere svære tilfælde af tandudtrækning, der kræver kirurgi af en specialtandlæge.
Find din nye tandlægeklinik her.