Dårlig ånde

Dårlig ånde skyldes bakterier i mundhulen, som danner ildelugtende svovlbrinteforbindelser.

Bakteriebelægningerne kommer typisk på grund af dårlig mundhygiejne, og det er belægninger på tænder, tandkød og tunge, som kan give en ubehagelig lugt.

Specielt dybe tandkødslommer er et problem. Her findes de bakterier, man kalder anaerobe, som du også finder i tandkødslommer ved visdomstænder, der endnu ikke er kommet helt frem.

Er der huller i tænderne, kan bakterierne ligeledes samles her. En betændt nerve eller en løs krone kan også lugte grimt.

Mundtørhed kan give dårlig ånde, fordi der ikke er spyt nok til at skylle svovlbrinterne væk. Mundtørhed kan blandt andet skyldes forskellige typer medicin eller sygdom i spytkirtlerne.

Flere forskellige sygdomme eksempelvis i mund, næse, svælg, mave med mere kan også give dårlig ånde.

Gode råd mod dårlig ånde

  • Børst dine tænder korrekt og rens mellem tænderne med tandtråd, tandstikker eller mellemrumsbørster.
  • Benyt en speciel tungeskraber eller børste og rens din tunge.
  • Søg tandlæge og få undersøgt om du har caries eller dybe tandkødslommer. Få om nødvendigt en professionel tandrensning.
  • Få råd af din tandlæge i mundhygiejne.
  • Benyt zinkholdige sugetabletter, som neutraliserer de ildelugtende svovlforbindelser.

Døjer du med dårlig ånde,
så spørg din tandlæge til råds

- Vi er her for at hjælpe dig