Rodspidsamputation og retrograd rodfyldning
En rodspidsamputation er et mindre kirurgisk indgreb, hvor tandkirurgen åbner op til en tands rodspids, hvor der er betændelse, overskærer rodspidsen og fjerner den. Efterfølgende lukker tandkirurgen forbindelsen ind til rodkanalen med en lille fyldning, dette kaldes en retrograd rodfyldning.
Tænders udformning og anatomi varierer fra person til person, og det er derfor ikke alle anatomiske tandvariationer, som tandlægen kan behandle med de teknikker og medikamenter, tandlægen har til rådighed i dag. Det betyder, at nervevæv efterlades utilsigtet i en rodspids, og derved giver den næring til bakteriel vækst og infektion i en rodspids og den tilstødende kæbeknogle.
Hvornår er en rodspidsamputation nødvendig?
Den hyppigste indikation for en rodspidsamputation opstår derfor, når en rodbehandling ikke er lykkedes og forårsager betændelse.
Rodspidsampulation kan også være nødvendig i de sjældne tilfælde, hvor patientens egen krop begynder at nedbryde en tand lokalt udefra (benævnt en ekstern resorption).
En inficeret tand kan give kraftige smerter, men paradoksalt nok også være symptomfri, selvom infektionen har forårsaget omfattende knogletab lokalt. Cystedannelse og/eller bylder ses desværre også regelmæssigt.
Tandlægen henviser til en specialuddannet tandkirurg, der foretager rodspidsamputation og retrograd rodfyldning, hvis den inficerede tand skal bevares. Hvis ikke operationen bliver gennemført vil du miste tanden.
Ved operationen vil tandkirurgen forsøge at fjerne det inficerede væv og den del af tanden, der forårsager infektionen. Desuden vil kirurgen forsøge at forsegle snitfladen på den tilbageværende tand, så eventuelle restbakterier i tanden indkapsles. Hvis det lykkes, vil det omgivende væv kunne læge sig selv, og du vil kunne bevare tanden.
Operationen efterlader tanden fuldt ud funktionsdygtig efter få ugers heling, og tanden vil ikke fremstå synligt anderledes efter operationen, da indgrebet er rettet mod den del af tanden, der sidder dybt i kæben – altså spidsen af roden.
Din tandlæge vil følge tanden i op til fire år efter operationen.
I følge faglitteraturen er succesraten på disse indgreb mellem 60-90%. Prognosen afhænger af kirurgens erfaring, tandens type, form og placering i munden. Her er de bagerste, flerrodede tænder de mest vanskelige. Nye operationsteknikker og materialer er med til at forbedre prognosen.